Puesto de Salud

puesto_de_salud_coatepeque_guatemala_danish_volunteers

Formål og målgruppe

Puesto de Salud San Isidro er en sundhedspost (lokalt sundhedshus) i den lille forstad San Isidro. Formålet med sundhedsposten, som er finansieret af Sundhedsministeriet, er at fremme sundheden for børn og voksne i lokalområdet. Sundhedsposten er en underafdeling af det større sundhedscenter i Coatepeque. Med flere hundrede konsultationer om ugen er projektet afgørende for sundhedssituationen i San Isidro.

Arbejdsområder og personale

De vigtigste arbejdsområder er konsultationer, medicinsk behandling (i det omfang det er muligt) og forebyggende arbejde. Konsultationerne finder sted på sundhedsposten eller ved hjemmebesøg. Personalet, der tæller to sygeplejersker og en medicinstuderende, behandler de mest almindelige sygdomme. Mere alvorlige sygdomme henvises til det større sundhedscenter i Coatepeque.

Frivillige på projektet

Frivillige hjælper til inden for alle arbejdsområder, herunder almindelige konsultationer, medicinsk behandling og forebyggende arbejde. De konkrete arbejdsopgaver afhænger af den enkeltes erfaringer. Frivillige med professionel erfaring inden for ergoterapi, fysioterapi, sundhed og ernæring eller sygepleje har mulighed for at varetage flere arbejdsopgaver. Det er desuden muligt for frivillige selv at organisere forebyggende arbejde i lokalområdet.

Praktik

Der er rigtig gode muligheder for at komme i praktik på Puesto de Salud. Personalet på stedet superviserer studerende inden for studieretningerne ergoterapeut, ernæring og sundhed, fysioterapeut og sygeplejerske. Danish Volunteers formidler kontakten til projektet og sørger for alt det praktiske, herunder udfyldelse af uddannelsesaftalen. Vi samarbejder med universiteter i Guatemala, hvor der er adgang til biblioteks- og studiefaciliteter. Sammen med universiteterne organiserer vi desuden en erfaringsudveksling mellem danske og lokale studerende.

Mødetider

Projektet holder åbent mandag til fredag fra 8:00 til 16:00. Der er lukket på almindelige feriedage og på den 1. januar. Til gengæl er sundhedsposten åben i skoleferien (november og december). Frivillige kan arbejde halv tid eller fuld tid. Men mødetiderne ligger ikke fast, og man kan praktisk talt sammensætte sit vagtplan, som man vil. Dette gøres selvfølgelig i samarbejde med personalet på stedet.

Øvrige oplysninger

Projektet ligger i gåafstand fra alle vores værtsfamilier. Det er også muligt at tage bussen, og det koster næsten ingenting. Personalet på projektet taler ikke engelsk. Vi anbefaler derfor, at frivillige, der ikke allerede taler spansk, starter deres ophold med fire ugers spanskundervisning. Hvis man som frivillig ønsker at give en donation til projektet, kan man spørge personalet, hvad de mangler.