2019, Eline, praktik pædagog, Sagrado Corazón de Jesús, Antigua (Guatemala)

Til hverdag læser jeg til pædagog, og jeg havde et stort ønske om at tage en af mine praktikker i udlandet. På nettet læste jeg om Danish Volunteers, og efter flere telefonsamtaler fik vi sammen tilrettelagt et praktikforløb i Antigua, Guatemala. I lufthavnen blev jeg taget imod af min kontaktperson som også viste mig rundt, gav mig fif og tog mig med på ture. 

Jeg var i praktik i en børnehave der hedder Sagrado Corazón de Jesús. I børnehaven var der rig mulighed for at lave aktiviteter med børnene, så ofte som jeg havde lyst. Pædagogikken er ikke som i Danmark, og man skal derfor være indstillet på, at tingene foregår på en anderledes måde, end den pædagogik man kender herhjemme. I børnehaven er der lærere ansat, som var gode til at give mig plads og lov til at tage styringen en gang imellem. Jeg oplevede, at der i børnehaven ikke var stort fokus på bl.a. kreativ udfoldelse. Mange af mine aktiviteter gik derfor ud på, at give dem mulighed for at udfordre deres kreativitet, og her oplevede jeg på kun 6 måneder stor udvikling.

Man skal være forberedt på at lære spansk da hverken elever eller lærere taler engelsk. Jeg kunne ikke tale spansk inden opholdet, men igennem Danish Volunteers havde jeg fået spanskundervisning tilrettelagt. Jeg endte med at kunne kommunikere med både elever og lærere, dog stadig på et lidt gebrokkent spansk. 

Inden mit forløb havde jeg valgt at blive indkvarteret hos en familie i 3 måneder. Jeg blev rigtig glad for familien, og endte med at tilbringe alle 6 måneder hos dem. Familien modtog mig med åbne arme, og det var bedrøveligt at sige farvel igen. 

Praktikken gav mig en perfekt mulighed for en bedre forståelse af betydningen af kulturforskelle, en tydeliggørelse af egne værdier, selvstændighed og at rejse.  

Jeg kan ikke andet end at anbefale et praktikophold i Guatemala igennem Danish Volunteers. Guatemala er et fantastisk smukt land og har en masse at tilbyde. Jeg mødte nogle skønne mennesker, fik set nogle eventyrlige steder og jeg håber at komme tilbage en dag.